Kasper Borchersen blev ansat som dirigent og korleder for Filharmonisk Kor Fyn august 2022.
Kasper har studeret på Syddansk Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Med en bachelor som Almen Musiklærer og en kandidat i Klassisk Korledelse (v. docent Alice Granum) har Kasper helliget sig arbejdet som musikalsk leder. Hans arbejde med andres stemmer bunder også i hans egen erfaring med stemmens kunnen.
Som professionel kirkesanger, tidligere medlem af Det Unge VokalEnsemble og nuværende medlem af performancegruppen Dopplers (ledet af Astrid Vang-Pedersen) arbejder Kasper altid ihærdigt med at forbedre stemmens potentiale hos sit kor. Desuden har han en udpræget interesse for at arbejde med koncerters form og udtryk i tråd med hans interesse for Koncert Design.
I samarbejde med Filharmonisk Kor Fyn sigter Kasper mod at give andre ensembler (kor og orkestre) på tværs af Fyn og resten af Danmark et højniveaukor, der kan bistå og bidrage med assistance til opførelser af både større og mindre værker fra den klassiske musikskat.
Foruden Filharmonisk Kor Fyn dirigerer Kasper Hørsholm-Koret og Karitas Kvindekor.